Har du influenza? Eller er det bare en forkølelse?

Kvindelig læge
Sol Malm Hagen, Læge Last updated 28. oktober 2025

Når symptomerne minder om hinanden

Det kan være svært at kende forskel på influenza og forkølelse. Symptomerne kan ligne hinanden, men sygdommene adskiller sig i både årsag, forløb og alvorlighed.

Forkølelse er som regel en mild infektion, mens influenza kan føre til komplikationer – især for personer i risikogrupper.

Begge sygdomme skyldes virusinfektioner, men forskellige typer af virus.En forkølelse kommer som regel snigende og udvikler sig gradvist, mens influenza ofte rammer pludseligt – fra den ene dag til den anden.


Symptomer – sådan kan du kende forskel

Ved begge sygdomme kan du få ondt i halsen i starten.Feber forekommer ved både forkølelse og influenza, men ved influenza er feberen ofte højere og mere langvarig.

Ved influenza er det desuden almindeligt med:

  • Muskel- og ledsmerter

  • Hovedpine

  • Tør hoste

  • Kulderystelser og udtalt træthed

Ved forkølelse er det mere typisk med:

  • Tilstoppet næse

  • Nysen og løbende næse

  • Let utilpashed




Hvor hyppigt bliver man ramt?

De fleste voksne får forkølelse 2–4 gange om året, mens børn kan blive syge endnu oftere. Forkølelse kan opstå året rundt, men influenza optræder typisk i vintermånederne og man har sjældent influenza hvert år.

Forkølelse smitter via dråber, mens influenza også kan spredes gennem aerosoler – bittesmå partikler, der forbliver i luften.

”Ved influenza bliver du ofte så syg, at du må blive hjemme og hvile,” fortæller læge Sol Malm Hagen fra Eyr.



Influenzavaccine – effektiv beskyttelse for risikogrupper

Selvom influenza er ufarlig for de fleste, kan sygdommen give alvorlige komplikationer hos personer med nedsat modstandskraft. Har du en akut opstået eller kronisk sygdom eller tilstand anbefales du at du snakker med en læge om behovet for vaccine.

Vaccination anbefales derfor til:

  • Ældre over 65 år

  • Gravide

  • Personer med kroniske sygdomme (fx diabetes, hjerte- eller lungesygdom)

  • Personer med nedsat immunforsvar

  • Sundhedspersonale og pårørende til sårbare

”WHO vurderer hvert år, hvilke influenzavira der er mest udbredte, og sammensætter årets vaccine derefter,” forklarer Sol Malm Hagen.

Vaccinen bør tages én gang om året, da virus ændrer sig fra sæson til sæson. Den fulde effekt opnås efter 10–14 dage.


Hvis du er blevet syg

Når du er ramt af influenza, handler behandlingen primært om ro og lindring:

  • Sørg for rigeligt med væske

  • Få hvile og søvn

  • Tag febernedsættende medicin

  • Spis let mad, fx yoghurt, suppe eller is, hvis du har ondt i halsen

”Hos børn kan is eller sorbet være en god måde at få både væske og lidt energi på,” siger Sol Malm Hagen.

For at mindske smitterisikoen bør du:

  • Vaske eller spritte hænder ofte

  • Holde afstand til andre

  • Lufte ud i hjemmet



Hvornår skal du kontakte en læge?

I de fleste tilfælde går både forkølelse og influenza over af sig selv. Du bør dog kontakte læge, hvis:

  • Du har feber i flere dage uden bedring

  • Du oplever åndenød, brystsmerter eller vedvarende hoste

  • Du har hovedpine med gentagne opkastninger

  • Dit barn virker sløvt eller ikke drikker

Hos Eyr kan du nemt tale med en læge via video – uanset hvor du befinder dig. Lægen kan vurdere dine symptomer, rådgive om egenbehandling og udstede recept, hvis det er nødvendigt.


Kort opsummering

Forkølelse og influenza har mange fællestræk, men influenza giver som regel mere udtalte symptomer og rammer hårdere. Med god håndhygiejne, hvile – og for nogle: vaccination – kan du både forebygge og komme hurtigere igennem sygdomsperioden.