Erektil dysfunktion – impotens

Impotens er manglende evne til at opnå eller vedligeholde tilstrækkelig rejsning af penis til at gennemføre et samleje.

Tidligere troede man, at nedsat seksuel funktion var en normal del af det at ældes. Ændrede holdninger i befolkningen og moderne medicin har gjort op med denne myte.

  • Symptomer

    Manglende evne til at opnå eller vedligeholde tilstrækkelig rejsning af penis til at kunne gennemføre samleje med sædudløsning. Diagnosen kræver, at symptomet optræder i mindst 25 procent af situationerne, hvor erektion er ønskelig, før det defineres som et medicinsk problem. Tilstanden fører hos mange til betydelige negative effekter for selvværd og partnerforhold.

    Den almindeligste årsag til generne er psykiske forhold. Eksempler på dette kan være:

    • Tidligere dårlige seksuelle oplevelser
    • Depression
    • Præstationsangst

    Hvis morgenerektionen er normal, og du som normalt får erektion og orgasme gennem masturbation (onani), er det vigtige signaler, der kan skille psykiske årsager fra kropslig sygdom.

    Erektil dysfunktion rammer 5 % af alle 40-årige, 10 % af de 50-årige og 20-25 % af dem over 65 år. Hos mænd med diabetes har mellem 30 og 50 procent erektionsproblemer.

    Faktorer, der antyder psykiske årsager:

    • Pludselig start på problemet
    • Kortvarig erektion
    • God kvalitet eller bedre oplevelse af spontan, selvstimuleret eller morgenerektion
    • For tidlig eller manglende sædudløsning
    • Problemer eller forandringer i forholdet til partneren
    • Vigtige livsbegivenheder eller psykologiske problemer

    Faktorer, der kan indikere kropslige årsager:

    • Gradvis start af problemet
    • Mangel på natlige erektioner
    • Normal sædudløsning
    • Normal kønsdrift (libido)
    • Kropslige sygdomme som diabetes, neurologiske sygdomme eller hjerte-/karsygdomme
    • Operationer, stråling eller skader i underlivet
    • Brug af medicin
    • Rygning, højt alkoholforbrug, brug af doping
  • Hvad kan jeg selv gøre

    Der er flere ting, du kan gøre selv for at forbedre situationen.

    • Reducer brugen af tobak og alkohol
    • Få mere viden om tilstanden
    • Samtaleterapi, eventuelt sammen med partneren, kan være nyttig, hvis psykiske forhold ligger til grund for den erektile dysfunktion
  • Hvad kan Eyr hjælpe med
    • Eyr kan hjælpe med at vurdere, om tilstanden har en psykisk eller kropslig årsag
    • Eyr kan fornye relevant medicin
    • Eyr kan følge op og tilbyde støttesamtaler

Reference: Lægehåndbogen og Norsk Legehandbok, NEL

Redigeret og medicinsk kvalitetssikret af dr. Theresa Franck, speciallæge i almen medicin.