Allergi

Allergi opstår, når kroppens immunforsvar reagerer på ellers ufarlige stoffer omkring os.

Tilstanden skyldes overfølsomhed over for stoffer, vi spiser, indånder, får i øjnene, får injiceret gennem huden, eller som kommer i kontakt med huden. Overaktiviteten fører til en unormal reaktion fra kroppens forsvarssystem, immunsystemet, og allergi kan give gener fra de fleste organsystemer – dog typisk hud og luftveje.

  • Symptomer

    Symptomerne, der optræder ved allergi, afhænger af, hvor i kroppen allergien opstår. Ved pollenallergi vil luftbåren pollen forårsage reaktioner i næse og/eller øjne. Ved astma kan støv eller pollen skabe en reaktion i lungerne, der vil give symptomer som hoste, piben, besværet åndedræt og forværring ved aktivitet.

    En klassisk reaktion på huden vil være kontaktallergi, hvor rødme, hævelse og kløe ses ved for eksempel allergi over for plaster eller cremer.

    Andre kan være allergiske over for bestemte madtyper eller tilsætningsstoffer i maden. Disse personer vil ofte få symptomer fra fordøjelsesapparatet som diarré, men kan også få reaktioner fra andre områder i kroppen. Eksempler på den type symptomer kan være hovedpine eller udslæt på huden.

  • Allergi hos børn

    Ét ud af 10 børn har symptomer på astma eller eksem og endnu flere har høfeber. I mange tilfælde drejer det sig om en arvelig tilstand.

    Ved allergi i de øvre luftveje får barnet symptomer som løbende næse, tæt næse, kløen i næsen og gentagne nys. Allergi i de nedre luftveje (allergisk astma) giver pibende åndedræt, hoste og åndedrætsproblemer.

    Madallergi vurderes at være et væsentligt folkesundhedsproblem. Madvarer, der ofte fremkalder allergi, er jordnødder, nødder, mel, fisk og skaldyr og hos børn komælk, hvede og æg. Børn vokser normalt fra allergi over for mælk, æg og hvede inden skolealderen.

  • Hvad kan jeg selv gøre?

    Reagerer du eller dit barn på madvarer, bør I undgå at spise visse typer af mad. Der skelnes mellem allergiske og ikke-allergiske overfølsomhedsreaktioner på mad. En madallergi kræver stort set, at man skal undgå at spise denne mad. De almindeligste madvarer, som forårsager allergi, er mælkeprotein, æg, fisk, skaldyr, nødder, jordnødder, hvede, gluten (cøliaki) og soya.

    Har du eller dit barn pollenallergi, er der flere ting, du selv kan gøre

    • Følg med i pollenvarsler og begynd med allergimedicin i god tid, gerne 1 måned før sæsonen
    • Hold dig indenfor på dage, hvor der er stor spredning, fint vejr og kraftig vind.
    • Begræns udluftning af boligen og luft ud om aftenen, hvor pollentallet er lavest.
    • Det anbefales at sove med lukket vindue.
    • Installér pollenfilter i bilen.
    • Tag bad og vask håret, før du lægger dig.
    • Vask pudebetrækket ofte.
    • Næsen kan skylles med saltvandsspray flere gange dagligt. Gør dette, før du bruger din næsespray.
  • Hvad kan Eyr hjælpe med?
    • Give medicinske råd til dig og/eller dit barn om allergi
    • Påbegynde behandling og udskrive medicin mod allergi
    • Henvise til specialist, hvis der er behov for det
    • Har du allerede recept, kan du nemt forny den hos Eyr.

Med Eyr på mobilen har du altid lægen lige ved hånden

Tag en videosamtale med lægen – hvor og hvornår det passer dig. Hent appen for at bestille en konsultation nu.

Reference: Lægehåndbogen og Norsk Legehandbok, NEL

Redigeret og medicinsk kvalitetssikret af dr. Theresa Franck, speciallæge i almen medicin.