Mundbind: Alt du skal vide

Sol Malm Hagen, Læge Last updated 24. september 2020

For et halvt år siden havde jeg ikke troet, at vi ville sidde med mundbind i bussen. God afstand og håndhygiejne var det vigtigste. Og det er stadig sandt.

Mundbind erstatter ikke afstand, men jo flere syge der er i et samfund, jo større betydning vil brugen af mundbind have. Dog forudsætter det, at man bruger det korrekt. Både stofmundbind og engangsmundbind kan bruges.

Engangsmundbind som er CE-mærket er dog det man anbefaler og særligt til de i risikogruppen eller de med mistænkt eller påvist Covid-19, som bliver nød til at transportere sig. Dog kan mangel og personlige økonomiske forhold gøre, at man må vælge stofmundbindet. Grunden til at man skelner mellem de to, er at man ikke ved, hvad beskyttelsesgraden på stofmundbind er. Uanset hvad, er stofmundbind bedre end intet mundbind, når man sidder lidt for tæt i toget i myldretiden. Formålet er bare, at dråber fra mund og næse hindres på vej over til den, man sidder overfor.

Der har længe været anbefaling om mundbind hos personer, som har mistænkt eller påvist Covid-19, som skal transportere sig til og fra testning eller sygehus. Derudover er der nu kommet krav om mundbind i offentlig transport. Generelt anbefales mundbind i de situationer, hvor man ikke kan holde afstand eller skal transportere sig hjem fra et område eller et land med høj smittespredning.

3 ting er vigtige at huske, når man skal bruge et mundbind korrekt.
Bruger man det ikke korrekt, øger man risikoen for at blive smittet.

Rene hænder
Vask eller sprit hænder før du tager mundbindet på, før du tager det af og efter du tager det af. Du skal altså vaske/spritte tre gange ifm. påføring og aftagning af mundbind.

Minimal berøring

Rør aldrig ved andet end snorene, og rør dem kun, når du tager mundbindet på og af. Tilpasning over næsenryggen skal du også kun gøre, når mundbindet tages på.

Genbrug ikke mundbindet
Smid mundbindet ud efter brug eller vask ved 60 grader.

Børn anbefales ikke brug af mundbind i institution eller skole. Udenfor skolen er det bare børn fra ungdomsskolealder (12 år) og opefter, som anbefales brug af mundbind i de ovennævnte situationer. Dette skyldes, at det kan være svært for mindre børn at forstå korrekt brug af mundbind.