Kontorskader: Sådan undgår du smerter ved stillesiddende arbejde

Fredrik Bløndal, Fysioterapeut Last updated 30. april 2025

Oplever du smerter i nakke, skuldre, ryg eller håndled efter lange dage foran computeren? Kontorskader kan udvikle sig over tid og påvirke din hverdag, men heldigvis kan de forebygges og behandles med simple løsninger.

Stillesiddende arbejde foran en skærm kan belaste kroppen mere, end man skulle tro. Gentagne bevægelser og lange perioder uden bevægelse kan føre til smerter og ubehag, som over tid kan udvikle sig til kroniske smerter.

Sådan opstår smerterne

De mest almindelige årsager til kontorskader inkluderer:

  • Statisk belastning: Ofte beskrevet som “dårlig kropsholdning”, selvom spændingerne egentlig stammer fra at sidde i den samme stilling i for lang tid, hvorved der opstår spændinger. Lange perioder uden bevægelse nedsætter blodcirkulationen og kan resultere i muskeltræthed og stivhed.

  • Gentagne bevægelser: Brug af mus og tastatur kan overbelaste håndled og underarme, hvilket øger risikoen for seneskedehindebetændelse og musearm.

  • Forkert indstillet arbejdsstation: En skærm, der er placeret for lavt eller for højt, en stol uden ordentlig støtte eller et skrivebord med forkert højde kan belaste kroppen uhensigtsmæssigt. Står din skærm forkert i forhold til lyset fra vinduet, så kan det også påvirke din nakke og muskler, der arbejder sammen med øjnene, som konstant skal justerer sig til lyset.

Over tid kan disse belastninger udvikle sig til kroniske smerter eller skader, der påvirker både din arbejdsdag og din livskvalitet. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på symptomerne og tage de rette forholdsregler i tide.

Hvad kan du gøre selv?

Heldigvis er der flere effektive tiltag, du selv kan prøve for at reducere risikoen for kontorskader og lindre eksisterende smerter. Små ændringer i din arbejdsdag kan gøre en stor forskel for din krops trivsel.

1) Skab en ergonomisk arbejdsplads

  • Justér din skærm, så toppen af skærmen er i øjenhøjde, og sørg for, at du ikke behøver at bøje nakken for at kigge på den.

  • Brug en stol med god rygstøtte, og placer dine fødder fladt på gulvet eller på en fodstøtte.

  • Sørg for, at tastatur og mus er placeret i en behagelig højde, så dine skuldre forbliver afslappede.

  • Stil din skærm med siden til lysindfald fra vinduer.

2) Bevæg dig regelmæssigt

  • Skift stilling ofte – undgå at sidde fastlåst i den samme position i længere tid.

  • Rejs dig op mindst én gang i timen og stræk kroppen eller gå en kort tur.

  • Overvej at bruge et hæve-sænkebord, så du kan veksle mellem at sidde og stå i løbet af dagen.

  • Sæt en alarm, så du husker dine pauser eller at skifte arbejdsstilling.

Hvordan kan fysioterapeuterne i Eyr hjælpe?

Hvis du allerede oplever smerter fra dit stillesiddende arbejde, kan en fysioterapeut hjælpe dig med at identificere årsagen og finde en effektiv løsning. Her er nogle af de fordele du får via en konsultation med en fysioterapeut:

1) Personlig vurdering af dine smerter

En fysioterapeut vil gennem samtale og enkle tests vurdere, hvilke områder af kroppen der er påvirkede, og hvilke faktorer i din arbejdsdag der bidrager til dine smerter. Dette kan effektivt foregå via en videokonsultation, hvor du får konkrete anbefalinger til justeringer af din arbejdsstation og arbejdsrutiner.

2) Skræddersyet behandlingsprogram


En vigtig del af behandlingen er målrettede øvelser, der styrker de muskler, der er udsatte for belastning. Fysioterapeuten sammensætter et træningsprogram, der kan hjælpe dig med at:

  • Øge styrken i de muskler, der støtter din nakke, skuldre og ryg.
  • Forbedre din blodcirkulationen og reducere muskelspændinger.
  • Øge fleksibiliteten og mobiliteten i dine led og muskler.

3) Forebyggelse af fremtidige skader

Udover at behandle eksisterende smerter vil en fysioterapeut hjælpe dig med strategier til at forebygge nye skader. Dette inkluderer:

  • Specifikke stræk- og styrkeøvelser til at modvirke muskeltræthed.
  • Gode vaner til at reducere spændinger i hverdagen.

En smertefri arbejdsdag

Med en videokonsultation kan du få hurtig adgang til en fysioterapeut, enten hjemme eller i en pause på arbejdet. Du får personlig vejledning og et skræddersyet træningsprogram, så du kan vende tilbage til en hverdag uden smerter og ubehag.

Uanset om du allerede har smerter eller bare ønsker at forebygge dem, kan en fysioterapeut hjælpe dig med at skabe de bedste forudsætninger for en sund og smertefri arbejdsdag.