Hvad er hæmorider?
Smerter og blødning i endetarmen kan være tegn på hæmorider. Dette bør du vide om tilstanden og den behandling, du har brug for.
Hæmorider er en normal tilstand, selvom vi måske ikke hører så meget om det fra dem, som har hæmorider. Det antages, at op mod 1/3 af befolkningen plages af hæmorider en gang imellem – og mange lider nok i stilhed. Tilstanden i sig selv er sjældent farlig, selvom den kan forårsage mange smerter for dem, som er ramt.
Men hvad er hæmorider egentlig? Kort sagt er det en slags åreknude i endetarmen, dvs. opsvulmede blodårer eller udposninger som nogle gange kommer ud af endetarmsåbningen og bliver til følsomme kugler. De kan også holde sig på indersiden og gøre sig knap så bemærket. De typiske symptomer på hæmorider er blødninger, kløe og synlige udposninger i endetarmsåbningen. Og for mange kan tilstanden være smertefuld. Blødningerne kommer tit i forbindelse med afføring.
Hvorfor får man hæmorider?
-Der er mange blodkar omkring anus. Og når man sidder på toilettet, øges presset mod dette område og blodet får ikke trukket sig tilbage. Dermed kan der blive udposninger på blodkarrene, forklarer Truels Erikstad, som er specialist i Almen Medicin.
Har man forstoppelse eller hård mave, kan man ofte blive siddende på toilettet og trykke i lang tid, men hæmorider kan også opstå, selvom maven fungerer, som den plejer.
-De personer som tager avisen eller telefonen med på toilettet og bliver siddende for at læse, risikerer at få hæmorider på grund af det langvarige og unaturlige pres mod endetarmsåbningen.
Mange kvinder får hæmorider under graviditeten på grund af øget tryk i blodårene.
- Hæmorider er en uven for livet, siger Truels Erikstad. Opsøg lægen hvis du opdager symptomer, opfordrer han.
Hvornår skal du opsøge lægen?
-Man siger, at man ikke har hæmorider, før man har fået en læge til at bekræfte det, siger Truels Erikstad. Har du mistanke om hæmorider, bør du derfor kontakte lægen for en undersøgelse. Specielt hvis du opdager blod på toiletpapiret.
Blod i afføringen kan også komme i forbindelse med kræft eller andre sygdomme. Og selvom det er en sjælden tilstand, bør man få det undersøgt af en læge. For mænd kan det være en fin anledning til samtidig at få tjekket prostataen.
Behandling af hæmorider
Hvilken behandling man får afhænger af, hvad lægen finder i undersøgelsen. Oftest er der tale om en lokal behandling og symptomlindring med salve eller stikpiller. I alvorligere tilfælde med ubehagelige og smertefulde hæmorider, kan det blive aktuelt at fjerne dem kirurgisk ved hjælp af forskellige metoder alt efter, hvor alvorligt det er.
Tilbagevendende problem
Hvis man først har haft hæmorider, vil man højst sandsynligt opleve problemet igen, da man har fået en svaghed i endetarmen som gør, at der kun skal lidt pres til, før hæmoriderne opstår igen.
- Der findes en del gode råd til at forhindre hæmorider. Men dem glemmer man typisk i de perioder, hvor man ikke er plaget og så kommer de tilbage.
Gode råd mod hæmorider
For at undgå hæmorider bør du spise mad med masser af fibre. Og så skal du drikke nok væske, så maven ikke bliver hård eller forstoppet. Sørg også for at få nok motion. Men det vigtigste du kan gøre, er at skabe gode toiletrutiner og lære dig selv at gå på toilettet på den rigtige måde. Ideelt burde vi sidde på hug, når vi skal gøre det fornødne. Men da det næppe er aktuelt med den siddestilling i vores hjem, må man finde løsninger, som tilnærmelsesvis er lige så gode.
-Hvis man får benene lidt op, bliver trykked ned mod endetarmen mere rigtig, så det er smart at have en lille skammel at sætte fødderne på, mens man sidder på toilettet. Hold ryggen rank, læn dig lidt fremover med albuerne mod knæene og træk vejret helt ned i maven. Bliv kun siddende i den tid det tager, at få det ud, som skal ud i denne omgang, siger Truels Erikstad.
At sidde på toilettet for at få en pause i hverdagen er absolut ikke at anbefale. Find dig hellere et andet gemmested.