Lægens 7 tips til en sundere ferie
Forestil dig en dejlig feriedag på stranden. Du bliver svimmel og løber i panik til toilettet. Fra idyl til mareridt på et øjeblik. Her er 7 gode tips fra lægen til, hvordan du får en sund og skøn ferie.
Der er flere ting, du kan gøre for ikke at få din ferie ødelagt af sygdom. Rejser du til udlandet, skal du have de vacciner, der er obligatoriske på destinationen. Derudover kan du tage en række forholdsregler, hvis du hellere vil være forsigtig i tide end bagklog for sent. Her er lægens 7 veje til en sund ferieidyl.
Vask hænderne grundigt
Det vigtigste, du kan gøre, er at sikre dig, at du altid har rene hænder. Vask hænder så ofte du kan – især efter toiletbesøg og før du spiser. Hvis du ikke har mulighed for at bruge sæbe og vand til at vaske hænder i, kan du bruge et alkoholbaseret desinfektionsmiddel.
Undgå, at dine hænder kommer i kontakt med mund og øjne. Det reducerer smitterisikoen betragteligt.
Tag et rejseapotek med
Bruger du fast medicin, er det vigtigt, at den kommer med i bagagen. Har du fornyet de recepter, du har brug for? Hvis ikke, kan vi hjælpe dig med en recept. [link]
Husk desinfektionsmiddel, plaster og kompresser, sårrens, næsespray, hvis du bruger det, og et kløestillende middel. Du kan også bruge talkum til hudirritation. Elektrolytpulver med glukose og et stoppende middel er gode at have i tilfælde af diarré. Vi anbefaler også myggenet og -spray, navnlig i tropiske egne. Det er ikke altid let at finde det, man ønsker på apoteket i udlandet. Måske er der også sprogbarrierer, som gør det vanskeligt.
Vær OBS på, hvad du spiser
Herhjemme er vi privilegerede og kan spise næsten alt og overalt, men i mange lande skal du være opmærksom på fødevarer, der ikke varmebehandles. Frugt og salat ser fristende ud, men er det vasket i rent vand, er skærebrættet rent, og hvad med knivene? Hvis du er usikker, skal du ikke spise det. Køb i stedet frugten selv, som du vasker godt, før du sætter tænderne i den.
Brug vand til at slukke tørsten
Mange mennesker nyder mere alkohol end ellers på ferien. Det er både hyggeligt og sjovt, men indebærer også en risiko for, at du glemmer alle dine fornuftige forholdsregler. Er du på fremmede og eksotiske destinationer, skal du være specielt opmærksom på indtaget af alkohol, hvis den kombineres med stærk sol og varme. Brug i stedet vand til at slukke tørsten.
Sørg for en god rejseforsikring
Når tingene ikke går som planlagt, får du brug for din rejseforsikring. Forsikringsselskabet hjælper med alt det praktiske, hvis du er ude for et uheld eller rammes af sygdom. Det kan være svært at finde den rette, lokale læge i en fart, og medicin i udlandet kan blive dyrt. Har du ikke en rejseforsikring, kan det ende med at gøre ondt på både kroppen og tegnebogen, hvis det går galt.
Husk at medbringe det blå sundhedskort, hvis du rejser inden for EU/EØS-landene
Ingen solcreme - ingen solbad
En solskoldning gør ondt, men den vigtigste grund til at undgå den er risikoen for hudkræft. Her kan du læse mere om hudkræft. Brug solcreme med en høj faktor, og påfør den mange gange om dagen. Har du børn, skal du være ekstra forsigtig og passe godt på deres hud.
Børn, der ikke kravler eller går, bør ikke være i direkte sollys, men opholde sig i skyggen hele tiden. Huden skal beskyttes af luftigt og dækkende tøj, solhat og solbriller. Hvis barnet slet ikke er i direkte sollys, er der til gengæld ikke behov for solcreme.
Er barnet begyndt at kravle eller gå, skal det være iført luftigt og dækkende tøj, en hat og solbriller. Brug solcreme faktor 15-25, hvor tøjet ikke dækker. Hvis barnet har meget lys hud, eller hvis du rejser til udlandet, skal du hellere gå op til faktor 30 eller 50.
Solcreme påføres – i rigelige mængder – 20 minutter, før babyen skal ud i solen. En god tommelfingerregel er "én krop, én håndfuld". Vælg solcreme uden hormonforstyrrende stoffer eller parfume. Hvis du køber en Svanemærket solcreme, er du sikker på at undgå det. Husk, at solcremen skal beskytte mod både UVA og UVB. Om der er kemiske filtre eller fysiske filtre betyder ikke noget. Der er ingen officielle anbefalinger om dette, da der ikke er bevis for at bruge det ene eller det andet.
Tag lægen med på ferie
Med læge-appen Eyr kan du tage lægen med på ferie. Det giver ekstra sikkerhed at kunne tale med en dansk læge overalt i verden. Du skal bare bruge wi-fi eller en 4G-forbindelse.
Vi ønsker dig en sund og god ferie!